“Her handler undervisningen ikke kun om at skyde terrorister og plante bomber”

Artikel fra Jyllands-Posten Sport
Skrevet af: Kenneth Thygesen, Jyllands-Posten Sport
Foto: Casper Dalhoff
Læs artikel på Jyllands-posten, her.

Rydhave Slots Efterskole regnes for at være landets førende efterskole inden for e-sport. Undervisningen foregår i både skov og laserhal, og udbyttet er en flok unge mennesker, der vokser i forståelsen af sig selv og andre.

Alberte Winding kunne godt have skrevet skolens soundtrack.

Om fuglene, de lyse nætter og bølger, der maler alt i sand. Stemningen er i hvert fald til det nær det gamle slot, der ligger omgivet af voldgrave i udkanten af landets vestligste bøgeskov tæt ved Limfjorden.

Her bor Andreas Mouritsen til daglig. Han er lyshåret, 15 år og kommer oprindeligt fra Herlev, men han har ingen problemer med at bo 360 km fra sit hjem, fordi han lige her – i den blomstrende, jyske idyl – kan dyrke det, han helst vil.

Det gør han i en afsides bygning ikke ret langt fra den brede indkørsel til Rydhave Slots Efterskole. Herinde er stemningen lidt anderledes. Der er udstyr for omkring en mio. kr., og her får Andreas Mouritsen og de øvrige elever hjælp af underviserne med at skyde terrorister i hovedet, kaste med røggranater og plante bomber.

»Det er først, efter at jeg er kommet her, at jeg har fundet ud af, hvor meget mere e-sport indeholder,« siger Andreas Mouritsen.

Bygningens gamle fotofremkaldelsesrum er ved at blive lavet om til et strategirum med skærme i bordene. I computerlokalet ved siden af plaprer Andreas Mouritsen og de øvrige teenagere – iført klipklappere og med kække kommentarer – løs på et sprog, der kan være svært at afkode. De sidder i det, der minder om sæder fra racerbiler og spiller skydespil på computerne iført sorte headsets. En af drengene har sågar et regnbuefarvet tastatur til en værdi af 1.500 kr.

»Da jeg var barn, var fodboldspillerne de seje drenge i skolen, mens computerspillerne var nørder. Men i dag er nørd et positivt ord. For ti år siden ville nogle af disse drenge måske have haft det svært, men i dag dyrker de en sport, der giver dem et boost, og de bliver beundret af kammeraterne,« siger Michael Juul Thomsen.

Han er en af tre fuldtidsansatte e-sportsundervisere på efterskolen i Vinderup. En skole, der regnes for at være Danmarks bedste efterskole inden for e-sport. Det kræver et særligt niveau for at komme ind på linjen for det, man kan kalde professionelt computerspil. Og i fjor blev fem af skolens elever tilbudt en professionel kontrakt på AGF’s e-sportshold.

Lasergame og Lego
I alt er 46 elever tilknyttet e-sportslinjen. De træner 20 timer om ugen, men langt fra alle timer foregår bag skærmen. Glem alle fordommene om litervis af cola, mørke kældre og grimt sprog. Det er vand, frugt og ordentlighed. Ellers kan man miste computeren.

Elerverne nærstuderer verdens bedste e-sportsholds strategier på storskærm. De bygger Lego-tårne med bind for øjnene i skoven for at lære at kommunikere. De spiller lasergame mod hinanden i skolens egen hal, så de kan afprøve computerspilstaktikken på egen krop.

Ja, de lærer faktisk om alt fra kommunikation, samarbejde og lederskab til taktik, strategi og matematik, lyder det fra Michael Rüsz Petersen, direktør i virksomheden Esport Service, som har et samarbejde med efterskolen omkring alt fra undervisning til udstyr.

»E-sport er en krævende hjernesport, men det er ikke idræt, for der er ingen fysisk aktivitet,« siger han.

Michael Rüsz Petersen er tidligere professionel e-sportsudøver og har i flere år levet af at skyde modstandere og plante bomber i den virtuelle verden. Han er ikke i tvivl om, at e-sport en dag bliver den største sportsgren i verden.

»Et land som Sydkorea har eksempelvis en minister i e-sport og otte nationale tv-kanaler, der kun dækker e-sport. Udviklingen på verdensplan er helt vild, og det spreder sig vestpå,« siger han.

Det er kun tre år siden, at Andreas Mouritsen begyndte at spille. Tidligere gik han til fodbold, men han blev grebet af den taktiske del af spillet, som han sammenligner med brætspillet Risk. Det handler bl.a. om at forudse modstandernes træk.

Andreas Mouritsen har spillet fodbold i hele sit liv, men blev for tre år siden grebet af e-sport. Foto: Casper Dalhoff
Han drømmer selvfølgelig om at blive professionel en dag, og derfor træner han også alt det, han kan, på efterskolen. Men lige nu er andre ting vigtigere for motivationen.

»Fællesskabet betyder meget for mig, ellers ville jeg ikke spille. Kemien skal være god,« siger Andreas Mouritsen.

Det kan Michael Juul Thomsen lide at høre. Som underviser har han med egne ord set flere introverte børn, der gået fra at sidde på eget værelse med nedrullede gardiner til at lyse op i sociale sammenhænge.

»E-sport giver eleverne succesoplevelser og selvtillid, som de kan bruge rent fagligt i skolen. De bliver bevidstgjort om, at de kan noget – eksempelvis tage en lederrolle i spillet,« siger han.

En succeshistorie
Den overordnede lederrolle tog skolens forstander, Kåre Heide-Ottosen, på sig, da han blev ansat i 2016. Han fik til opgave at skabe en handlingsplan for et turnaround for skolen, som dengang var klemt økonomisk og blot havde 44 elever.

Efter samtaler med en tidligere kollega, der kendte til e-sportens rivende udvikling, begyndte forstanderen at nærstudere fænomenet og tallene bag. Derefter implementerede han e-sportslinjen. Det har vist sig at være en succes. I dag har skolen 90 elever.

»Selvfølgelig var der nogle få, der var skeptiske, for de tænkte, at e-sport var et lukket land, men jeg har ikke mødt meget modstand fra hverken forældre eller ansatte,« siger han og understreger, at e-sport har gjort en stor forskel for efterskolen.

»Folk står i kø for at være en del af det, men vi har et loft for antal pladser,« siger han.

Hver fjerde efterskole tilbyder e-sport på skoleskemaet
Selvom Kåre Heide-Ottosen aldrig selv har spillet en kamp i eksempelvis Counter-Strike og heller aldrig kommer til det, fordi han med egne ord er for gammel, forstår han godt de unges fascination af spillet. En fascination, han vil bygge videre på.

»Ikke alle kan blive professionelle, men alle kan flytte sig - også menneskeligt og fagligt. Hvis nogle af eleverne kan finde deres force og tryghed i e-sport, kan vi hjælpe dem med at udvikle sig på andre områder.«