...

PRESSEMEDDELELSE: Rydhave Cycling Project sætter nye spor med Riwal Platform Cycling Team og Odex ApS

13. december 2016

Det er ikke kun for sjov, når Rydhave Slots Efterskole fra skoleåret 2017/18 tilbyder cykelsport som én af disciplinerne på Sportslinjen. Det er et projekt med ambitioner, og derfor har skolen indledt et samarbejde med det stærke danske kontinentalhold, Riwal Platform Cycling Team.

"Naturligvis skal eleverne have mange afslappende og glade timer som bærende element i skoleforløbet. Og der skal være plads til, at de får masser af uforglemmelige oplevelser og knytter livslange venskaber. Men på cykellinjen går vi samtidig målrettet efter at give de bedste betingelser, en ung idrætsudøver kan ønske. Vi vil hjælpe de unge til at komme først over stregen og udvikle talentet bedst muligt. Som cykelryttere – og som mennesker," fastslår Ricky Enø Jørgensen, der står i spidsen for cykellinjen.

Ricky Enø Jørgensen er selv tidligere eliterytter, og han har flere års erfaring som sportsdirektør.
Fra og med 2017 er han tilknyttet Riwal Platform Cycling Team, der har Chris Anker Sørensen som kaptajn. Det skal komme skolen til gavn.

"Den inspiration og erfaring, holdets ryttere kan byde ind med, kommer naturligvis til at have en stor effekt på træningsforløbet på cykellinjen på Rydhave Slots Efterskole," siger han.

Han vil bruge sit omfattende netværk, så skolen samarbejder med de bedste fagfolk på de særlige områder, skolen underviser i.

"Vi kan kun udvikle talenterne, hvis vi giver eleverne førsteklasses rammer, på et niveau de ikke finder andre steder. Det gælder også udstyret. De fleste vil naturligvis medbringe egen cykel og andet grej, men igennem ODEX vil det desuden være muligt at låne professionelt udstyr som eksempelvis topprofessionelle Argon 18 cykler," fortæller Ricky Enø Jørgensen.

Rydhave Slots Efterskole er en traditionsrig efterskole med globalt udsyn og social ansvarlighed som værdier. Ikke mindst er det en efterskole med fokus på den enkelte elevs valg, drømme, interesser og talenter. Med en ny ledelse er skolen i gang med at realisere ambitiøse planer, der skal sætte nye spor.