MOTOCROSS MORGEN, MIDDAG OG AFTEN

Det støver, det larmer, og det går stærkt, når der er cross-tid på Rydhave Slots Efterskole, hvor drømme, talent og nysgerrighed er vigtige kodeord.

”Jeg drømmer om at køre de helt store løb. Altså at leve af at køre cross”.

Sådan forklarer Jesper Mikkelsen fra Holstebro, der har kørt motocross i 13 år. Nu er han 17 og styrketræner tre gange om ugen for at holde sig i bedst mulig form. Det kræver præcision og styrke, at holde en crosser i hånden. Benmuskler især.